xWare cms
Forside Menu Vinkort Bagtanker Arrangementer & Ud af Huset Teamet Links
Bagtanker

Hos os er det nogle af de gamle dyder der holdes i hævd, men på en moderne måde. Vi har et inderligt ønske om, at vores gæster oplever deres restaurantbesøg som en helhedsoplevelse, fra de kommer ind af døren og bliver mødt med et smil til de bliver fulgt til døren med tak for i aften. Vi vil gerne opfattes som værter frem for tjenere, for det er sådan vi ser os selv.

Når det er sagt, så holder vi også på at der skal være en afslappet stemning. Det er jo "kun" mad og vin, om end det gode af slagsen. Hos os vil man kunne opleve at der skænkes og serveres fra venstre, og at der kan falde en dråbe vin på dugen. Men det vil altid foregå med et smil på læben.

Vi sætter en ære i at vejlede vores gæster uden at belære dem. Hvis man har stor lidenskab for vin går vi gerne den ekstra mil for at ramme det der ønskes.

Et måltid hos os kan bestå af 3-6 retter fra vores månedsmenu, til denne menu har vi lavet en vinmenu, hvor vi prøver at komme rundt i hele verden, fra de kendte og klassiske områder i frankrig og Italien til de ”nye” områder som Australien, New Zealand og Chile. I løbet af et år smager vi os igennem 500 – 900 forskellige vine for at finde lige netop den vin der matcher vores mad. Vi opfatter os selv som værende fuldstændig åbensindede, så når vi ser noget der er godt, kommer det på menuen også selvom det er æblevin fra Estland.

Køkkenet er forankret i det klassiske (læs franske) men med blikket rettet fremad. Vi opfatter det som et personligt køkken, der prøver at forene det klassiske og det innovative uden det kammer over. Vi ønsker at vores gæster skal kunne genkende de enkelte smage og elementer i maden men samtidig kunne blive overrasket. Menuerne laves med blikket fast rettet mod sæsonen, og de skifter ca. en gang om måneden. De bliver altid bygget op over samme "ramme" en ret med skaldyr, en ret med fisk, en ret med foie gras, hovedret, ost og dessert. Ofte lægger vi en ret ind med asiatiske noter.